Første gang i Thailand? Her er quickguiden !
Første gang i Thailand? Så har du brug for en quickguide og tips og tricks til dit første møde med Thailands skønne bountyøer, storbyer og kultur.
Er du bange for at gå glip af noget på din ferie i Thailand, så får du her en quick guide, et hurtigt overblik på “must see” i Thailand. Det ville være ærgerligt, hvis du gik glip af noget i landet, du aldrig vil hjem fra.
Sukker du efter en billig ferie med bounty-øer, afslappet befolkning, snorkling og dykning og en kultur, der er noget ud over det sædvanlige, så må du helt bestemt en tur til Thailand. Eller hungrer du efter vilde shoppingture og shoppingcentre, der er så store, at du kan fare vild. Og drømmer du om markeder, med alverdens krimskrams, der fortsætter i det uendelige. Så er Thailand lige dig!
Er det en af dine første ture til Thailand, så læs endelig med i vores quick guide over Thailand – det ville være drønærgerligt, hvis du gik glip af noget. Vi håber, at kunne give dig et let overblik over Thailand og mulighederne, så det bliver den bedste oplevelse for dig, når du møder det helt fantastiske asiatiske land.
Thailand er så stort og fyldt med alverdens muligheder for oplevelser af enhver art, og derfor kan det være overvældende at skulle sætte sig ind i alt omkring Thailand.
Først alt det praktiske:
Nej tak jeg vil gerne ned til must-see seværdighederne og alt det sjove !thai
Budget pr. dag for rejse i Thailand
Det er overvældende billigt i Thailand, nogle kan leve for lidt og andre for lidt mere. Regn med 200-400 kr. pr dag inkl. hotel. Uden hotel så regn med 80-90 kr. pr. mand pr. dag. Det er til mad, drikkelse og lokal transport/små seværdigheder. Herudover kommer der udgifter til dykning og diverse. Dagsbudget kommer en smule an på, om det er i højsæson, og hvordan du ønsker at rejse og bo. Det kommer også an på, om du spiser på restaurant til hvert måltid, eller om du supplerer med gadekøkkener osv. Der kommer flere specifikke priser og områder senere. Men indtil da, så regn med 200-400 kr. pr. dag inkl. hotel.
Vaccinationer til Thailand
Tjek på sikkerrejse.dk om du har behov for vaccinationer i forhold til, hvordan du allerede er vaccineret. Her kan du finde et kort over Thailand, og se de områder du skal rejse til.
Myg i Thailand
Du behøver ikke tage myggenet med til Thailand, der er ofte net på værelserne. Og myggespray skal købes i Thailand. Det skal indeholde det mærke, der er hedder Deet. Det er noget krads noget, men det virker effektivt. Køb myggelys og brug dem, når du sidder ud om aftenen. Malaria eksisterer ikke i turistområderne, men tjek sikkerrejse.dk for hvor du skal hen, og i hvor lang tid.
Drikkepenge i Thailand
I Thailand regner man ikke med drikkepenge, og ingen ser skævt til, at du ikke giver drikkepenge. Retur mønter på restauranter, transport osv. er så små, så ofte efterlader turisterne dem, og de gør stor lykke. Vi giver altid massørerne lidt ekstra, og runder op i taxa eller tuktuk.
Sikkerhed i Thailand
Brug din sunde fornuft, og skru så en smule op for den. Det er ikke anderledes at færdes rent sikkerhedsmæssigt i Thailand, end det er i København eller Århus. Man føler sig tryg og godt taget imod.
Ekstra bonus til turisten
- Lær dig nogle af de gængse ord, som tak, goddag, farvel osv. De giver mange point hos en thailænder, og de griner gerne at den forkerte udtalelse, men der åbner sig venlige døre for dig, når bare du prøver. Du kan bruge gratis apps til at komme igang. Vi kan godt lide “lær Thailandsk” Der er en lille grøn elefant som ikon.
- Begivenheder og festivaller i Thailand, kan du tjekke her. Der er altid en fest eller en event i gang.
Hvilken årstid er bedst at rejse i Thailand
Alle årstider. Selvom du tænker, at du bestemt ikke vil rejse i regntiden, så har det sin charme. For det første regner det ikke hele tiden, det er ofte i 2-3 timer i voldsomme mængder, så man tror, det er løgn..det er en oplevelse i sig selv. Og varmegraderne falder ikke, så det er ofte rart at der kommer regn. Ofte er det billigere at rejse i regntiden, som er fra juni til oktober. Rejser du i højsæsonen, fra midt november til marts, er der som regel ikke regn, men det kan faktisk ske, at det også regner i den sæson. Tag afsted, når det passer dig bedst, og tilpas dig efter vejret, du kan nemlig bare rejse et andet sted hen i Thailand, hvis vejret er helt umuligt.
Visum
Når du rejser til Thailand, rejser du på et turist visum i 30 dage. Det betyder, at du skal have en billet ud af Thailand senest 30 dage efter, du er rejst ind. Du kan altså ikke komme ind i Thailand på en enkelt billet. Du skal kunne dokumentere, at du rejser ud igen. Se mere på Udenrigsministeriets hjemmeside om de gældende regler.
Bookning af hoteller i Thailand
Psst…et tip til dig…Mange af de lækre små hytter, der ligger på stranden, kan du ikke finde på hotels.com eller booking.com. Derfor er det bedste faktisk at lade være med at købe en pakke rejse eller en charter rejse eller booke det hele hjemmefra. Det nemmeste og det billigste er at købe en flybillet eks. via www.skyscanner.dk og kun booke de første par dages overnatning.
Eks. skal du flyve fra Danmark til Bangkok, så er det en god ide at booke de første 2 overnatninger hjemmefra. Så kommer du over dit jetlag uden at skulle stresse over, hvor du skal bo, og samtidig har du muligheden for at gå rundt og tjekke gode hoteller ud. Her kan du også lure på, hvordan vejret eksempelvis er i det område, du gerne vil til.
Hvis du får åndenød over at tænke på, at der ikke er booket hoteller til hele din rejseperiode, så pust ud og træk vejret helt naturligt. Det er overraskende nemt at gå ind fra gaden og spørge, om der er ledige værelser/ bungalows, og om du må se dem. Sig nej tak, hvis du ikke er tilfreds, og bed om at se et andet værelse. Der vil altid være et hotel eller en bungalow til dig. Det er nemlig hele grund-essensen i Thailand, at rejse på denne måde, og hænger rigtig godt sammen med den tilbagelænede livsstil, der praktiseres.
Tip – Der er penge at spare på hotelpriserne, hvis du kommer direkte ind fra gaden.
Transport rundt i Thailand
Det er så nemt at komme rundt i Thailand. Der er alt mellem himmel og jord, der kan transportere dig fra A til B og ofte for billige penge. Indenrigsflyvninger er så billige at man tror det er løgn. Prøv at tjekke AirAsia, som er noget af det billigste flyselskab i Thailand. Eks. koster en billet fra Bangkok til Krabi 121 kroner for en enkeltbillet.
Taxa er også rigtig billigt, og hvis de ikke slår taxameteret til , så bed dem om det. En times kørsel koster sjældent mere end 40 danske kr.
Tjek de lidt større afstande i transport på denne side, der er både bus, tog og fly booking.
Brug Tripadvisor
Inden du tager afsted, kan du surfe ind på Tripadvisor.dk og/eller hente appen til Tripadvisor.dk, hvor du kan lede efter alverdens bedømmelser af steder, hoteller og aktiviteter fra folk i hele verden. Det er et rigtig godt redskab til, når man skal rejse, lige at tjekke steder ud, men også et godt sted, hvor du kan fortælle andre om dine oplevelser.
Hvordan er det at rejse med børn i Thailand
Det er nemt, det er faktisk rigtig nemt. Det er et buddhistisk land, og her er tilgangen til børn lidt mere anderledes end i Europa. Der er højt til loftet. Selvfølgelig skal børnene ikke fare rundt inde i et tempel, der forventer man, at du holder øje med dem og holder dem i ro, men ellers er det ikke noget problem. Der vil altid være en thailænder der kaster sin kærlighed på dine børn. Når de er en vis størrelse, kan du tage dem med ud og dykke, og ellers er en snorkel tur også værd at prøve med dem.
Og nu til noget af det mere sjove og interessante…
Bangkok
Den vildeste, travleste, skønneste og største shopping by med så mange muligheder til den almindelig turist, backpackeren og forretningsfolket. Der er det HELE.
Must see i Bangkok – hvis du kun har et par dage.
- Chinatown (så mange forskellige sjove butikker og madkøkkener)
- Wat Po (den liggende Buddha)
- Grand Palace (hop ikke på, når nogen siger der er lukket, det er åbent. Det er et scam)
- Paragon Shopping Center (Alt fra luksusbiograf til biludstilling)
- Khao San Road (gaden som aldrig sover, backpacker kvarter og livligt om aftenen)
- Nightmarked, der findes mange forskellige at besøge
- Lumpini Park hvis du lige har brug for lidt ro og fred
Du kan evt. bruge Sygic Travel til at planlægge ruten for dagene. Den kan tælle km og tid og ved hvor de forskellige ting ligger i forhold til hinanden.
Umphang
Er du til vandfald, trecking, riverrafting og jungel, så tag til Umphang i vest Thailand. Det ligger mellem Bangkok og Chiang Mai.
Chiang Mai
I Nord Thailand finder du den anden største by i Thailand. En hyggelig oase i det nordlige Thailand og billigere, fordi det ligger inde i landet. Det kaldes Templernes by, og det er der en god grund til. (de har pænt mange af dem)
Omkring Chiang Mai kan du opleve alverdens ting som vandfald, trekking, long Neck kvinderne fra Burma, riverrafting, elefanthospitaler, kunst i alverdens afskygninger, træskæring, silkemaling og meget meget mere.
Tag nattoget (10-12 timer) fra Bangkok på 2´nd class sleeper i nogle meget fine og rene vogne, som er adskilt med gardiner. Det er virkelig en skøn oplevelse, og især når I ankommer til Chiang Mai om morgenen i bjergene..så bliver man bjergtaget.
Du kan også flyve fra Bangkok til Chiang Mai, og det er faktisk billigere end at tage toget. Tilgengæld får du så en overnatning via togprisen.
Du kan tjekke alle transportmulighederne med bus, tog og fly for alle steder i Thailand her.
Must see i Chiang Mai
- weekendmarked – walkingstreet (virkelig lækkert mad)
- natmarked (dog mange ens varer der sælges)
- silkekunst/træskæring
- Wat Phra That Doi Kham templet
- Bua Thong Waterfalls
- Trekking to long neck village
- zipline tree top adventure – hvis du altså er til højder
- prøv at bo i et trætop huse (lidt nordøst for Chiang Mai)
Kanchanaburi
Byen som sådan er ikke speciel, men det er så fantastisk en natur. Det er også her, du finder River Kwai, broen og jernbanen. Det er ca. 2 timers kørsel vest fra Bangkok og koster 2-300 kr. for en taxa.
Khao Laem (nationalpark)
En helt igennem fantastisk naturpark nordvest for Bangkok, over mod på Burmas grænse. Her har du muligheden for at overnatte på en huspram. Man bor sammen med 3 andre par. Husbåde sejler rundt på den enorme sø i flere dage. Virkelig en fantastisk oplevelse.
Øerne i Thailand og dykning
Syd for bangkok – øst Thailand
- Koh Kood – Stille og rolig ø, perfekt til at lave absolut ingenting. Dykning er ikke optimalt her.
- Koh Chang – Trekking, jungle, vilde elefanter, stor ø, og mere gang i den. Fint til at dykke de første 10-20 gange. Er du rutineret dykker, så bliver det hurtigt kedeligt. Virkelig skøn ø, med mange forskellige slags strande.
- Koh Samet – kan nået nogle timer fra Bangkok, dejlige strande, undgå weekender for der kommer alle fra Bangkok, ingen biler og veje.
Syd for Bangkok – midt Thailand
- Koh Phangan har de bedste strande. For de vilde og de unge findes der er en strand til at feste 24 timer i træk, og så er der strand til dem, der bare vil slappe af.
- Koh Tao er rigtig godt at dykke ved, men desværre lidt en pengemaskine.
- Koh Samui er også en meget flot ø, men turistet ø.
Phuket området – sydvest Thailand
- Nord for Similan øerne ude i Andamaner havet, kan man komme på en husbåd og sejle rundt på øer og strande, som endnu er uspoleret. En helt vildt fantastisk tur og virkelig smukt. Turen kan tages i november til april, man sejler og bor på båden sammen med andre i 4 nætter. Afgang fra Khao Lak.
- Koh Lipe – helt syd for Phuket i Andamaner havet. Virkelig smuk ø. Tjek fly air-asia.
- Koh Muk – ligger syd for Koh Lanta. Helt fantastisk ø. Man kan sejle fra Koh Lanta.
- Koh Pi Pi – meget turistet og er lidt som Sunny Beach. Maya Beach er stedet. Smukt men der er så mange andre steder, der er smukke i Thailand, så lad være med at starte ud med den ø.
- Koh Lanta – dejlig familie ø, masser af mulige aktiviteter og godt sted at sejle ud og dykke fra
- Koh Jum, lige nord for Koh Lanta. Stille og rolig, lidt hårdt sand, men dejlig laid back miljø.
Phuket
Turistet område men med alle muligheder og også muligt at finde rolige steder. Det er mere turistet, end det er “ægte Thailand”. Du kan sagtens få en lækker ferie her, men vi vil anbefale, at man prøver noget andet først, for at se og møde det rigtige Thailand.
Khao Lak National Park
En vild lækker nationalpark, som kun ligger 2 timer nord for Phuket, ca 80 km. Man kan også køre helt ud til kysten, til byen Khao Lak og herfra kan man komme til Similan øerne.
Khao Sok National Park
Lidt længere nord på end Khao Lak National Park, finder du endnu en skøn en af slagsen. Her er der gode muligheder for at sejle kajak på søen og sove i jungle trætop – hytter. Du kan også være med til at bade elefanter.
Krabi
I Ao Nang området er dykkerudstyr virkelig kvalitet og selve området er det bedste i hele Thailand til at dykke i. Der er også vragdyk.
Selve Krabi er meget turistet, men det er alligevel et besøg værd. Lækre strande og hoteller.
Hvor finder man hytter og bungalows ud til og på strandene i Thailand?
- Koh Muk
- Koh Chang
- Koh Samet
- Koh Lanta
Vi håber, du har fået et godt overblik over de forskellige øer og områder i Thailand. Der er selvfølgelig meget mere endnu, og man bliver aldrig færdig med at udforske Thailand.
Vi er vilde med Thailand.
Har du spørgsmål eller erfaringer du vil dele, så skriv endelig. Vi elsker, når I deler med os…og bare spørg løs.